Flyvepladsreglement for Radioflyveklubben, Frederikssund.
1. Færdsel til og fra pladsen skal foregå i passende lav hastighed.
2. Parkering skal foregå på det anviste område.
3. Al unødig færdsel udenfor de lejede arealer er forbudt. Ved afhentning af udelandede modeller skal der tages hensyn til eventuelle afgrøder. Gå ikke for mange ud i marken.
4. Der skal udvises ordentlig opførsel overfor pladsens ejer, naboer og andre medlemmer.
5. Al henvendelse udefra vedrørende klubbens aktiviteter skal henvises til bestyrelsen, da denne har ansvaret for klubbens aktiviteter. Eventuelle ”sammenstød” med naboer skal straks meddeles til bestyrelsen. Ved nedstyrtninger på vejen, eller andre større hændelser, skal bestyrelsen orienteres om hvad der er foregået.
6. Der skal under flyvningen tages størst muligt hensyn til mennesker og dyr. Enhver form for lavtflyvning skal ske i betryggende afstand fra disse. Lave overflyvninger af flyvepladsen skal ske i dagens flyveretning (”Mod vinden”). For at undgå en farlig situation skal piloten om nødvendigt ofre sit materiel og lave et ”crash”.
7. Fly, radioudstyr og pilot skal være i en sådan tilstand at flyvningen kan foregå på forsvarlig vis.
8. Alle tilladte frekvensområder til modelflyvning i Danmark er også tilladt i RFK. På 27 MHz, 40 MHz og 35 MHz skal der benyttes frekvensklemmer. Ingen af disse sendere må tændes før piloten har den korrekte frekvensklemme. Klemmen skal altid placeres synligt på senderen under brug.
9. Hvis man ikke opfylder en af følgende betingelser skal man have instruktørhjælp under flyvningen:
– gyldigt A, S eller H-certifikat fra Modelflyvning Danmark passende til modeltypen.
– er blevet frigivet af en instruktør.
– Har fået lov af bestyrelsesmedlem eller instruktør
10. Gæster må flyve efter tilladelse fra en instruktør eller et bestyrelsesmedlem. Gæstepiloter skal være medlem af Modelflyvning Danmark og derved være forsikret. Gæstepiloter fra andre lande skal kunne fremvise bevis for at de er udlandsforsikret gennem anden forsikring, ligesom vi skal gøre ved flyvning i udlandet. Gæstepiloter skal have de relevante certifikater for at flyve ellers skal de have instruktørhjælp eller specifik tilladelse til soloflyvning af en instruktør.
11. Klubbens støjregler skal overholdes af alle der flyver på pladserne, også gæstepiloter.
12. Alle piloter skal skrive sig i logbogen når de flyver fra pladsen.
13. Der må aldrig startes eller landes direkte ind mod pilotfelt, standplads, klubhus og parkeringsområde, ligesom samme områder ikke må overflyves. Der må ikke startes bag pilotfeltet eller direkte fra pilotfeltet. Starter foregår ude på selve flyvepladsen i dagens flyveretning. Piloten kan, hvis det er nødvendigt, gå ud på pladsen med modellen, men skal selv tilbage til pilotfeltet inden selve starten. Det er ikke tilladt at stå bagved modellen under starten, med mindre det er for at kaste modellen. Ved start af helikopter skal modellen placeres ude på banen mindst 10 meter foran pilotfeltet.
14. Alle flyvende piloter skal stå samlet i pilotfeltet under flyvningen, også helikopterpiloter. Svæveflyvepiloter, der planlægger meget lange flyvninger, kan dog finde alternative placeringer der ikke er til gene for de andre piloter. Landinger skal altid foregå fra pilotfeltet. Det er ikke tilladt at gå ud til kanten af pladsen eller ud på banen for at lande.
15. Flyvetiderne skal overholdes.
16. Der må maksimalt være 5 fly med forbrændingsmotor i luften samtidig. Ikke-støjende svæve- og elektrofly tæller ikke med i ”flykvoten”.
17. Alle modeller skal overholde klubbens støjgrænser. Hvis der laves ændringer i forhold til den godkendte model, f.eks. anden propeltype eller størrelse eller ting der falder af lyddæmperen, skal modellen måles og godkendes igen. Det er hver enkelt pilots ansvar at sørge for at overholde støjreglerne og sørge for at få målt modellen inden flyvning. Kun målinger udført med klubbens nye udstyr af enten instruktør eller bestyrelsesmedlem gælder. P.t. er det formanden der har måleudstyret og foretager målingerne.
18. Der må ikke flyves med gasturbinedrevne (jet) modeller fra pladserne.
19. GERLEV:
a. Standpladsen er fast. (Se kort i klubhus).
Pilotfeltet afhænger af vindretningen. (Se kort i klubhus). Normalt er det på en af de tre linjer markeret med sten . Her markeres det aktuelle pilotfelt med to flag.
Når vinden er fra øst flyttes pilotfeltet ud til kanten af gummibanen, på linje med det normale øst-vest pilotfelt. Pilotfeltet skal være tydeligt afmærket med to flag.
Man kan her med fordel trække sin placering på standpladsen hen foran klubhus og container, så man ikke står helt ude for enden af banen, hvor risikoen for en overflyvning er størst.
b. Flyveområde. (Se kort i klubhuset)
c. Der flyves altid foran dagens pilotfelt. Når vindretningen f.eks. er øst/vest må der således ikke flyves syd for pladsen, selvom dette i andre vindretninger er tilladt.
d. Overflyvninger af pladsen skal ske i dagens flyveretning (”mod vinden”) med mindre man er i luften alene.
e. Som udgangspunkt laves flyvningen mod vinden over pladsen, mens flyvningen i medvind foregår udover nabomarken, så modellerne ikke mødes direkte i luften.
f. Træning til diverse typer konkurrenceflyvning og skoleflyvning, der har et andet flyvebillede end ovenstående, aftales med de andre piloter.
g. Flyvetider i Gerlev:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag 10-12 og 13-19
Onsdag 10-12 og 13-21
Lørdag, søndag og helligdage 10-12 og 13-17
Ikke-støjende elektromodeller og rene svævefly må også flyve udenfor disse tider.
Da middagspausen er lavet af støjhensyn er prøvekørsel m.m. af forbrændingsmotorer ikke noget der skal foregå i pausen.
20. SLANGERUP:
a. Standplads og pilotfelt er fast. Standpladsen er lige udenfor 150-meterlinien, mens pilotfeltet er lige foran. (Se tegning) [Er under udarbejdelse]
b. Der må aldrig flyves tættere på vejen end 150 m., d.v.s. bag den angivne linje på pladsen.
c. Der må ikke flyves over speedwaybanen.
d. Når der er aktivitet fra de øvrige i området må der ikke flyves.
e. Flyvetider:
Forbrændingsmotorer:
Tirsdag, torsdag og fredag 14-19, lørdag 10-14. Der må aldrig flyves med forbrændingsmotor på helligdage.
Ikke-støjende elektrofly og svævefly:
Mandag, onsdag, lørdag, søndag og helligdage: 10-18
Tirsdag, torsdag og fredag : 10-20
f. Flyveområde (Se tegning)
g. Ved færdsel mellem klubhus og standplads skal der tages ekstra hensyn til flyvningen.
h. Parkering skal ske bag 150-meterlinien, bag standpladsen.
i. Der må ikke flyves med modeller over 7 kg.
21. Alle medlemmer er ansvarlige for at reglerne overholdes.
23.4.2019